Udgivet i Skriv en kommentar

Jaeger-LeCoultre Reverso

Jaeger-LeCoultre Reverso Squadra Hometime
Jaeger-LeCoultre Reverso Squadra Hometime

Som ur-entusiast og stor fan af Jaeger-LeCoultre, bør man ikke snyde sig selv for at stifte nærmere bekendtskab med deres mest kendte og ikoniske serie; Reverso.

Ideen til Reverso opstod i 1930, som en reaktion på ønsket om at udvikle et robust ur til polospillere. Især glasset på urene var udsatte. César De Trey, direktøren for “Specialites Horlogeres”, som senere skulle blive til “Jaeger-LeCoultre”, diskuterede problematikken med sin ven Jacques-David LeCoultre og det franske firma Jaeger S.A. Franskmanden René-Alfred Chauvot designede og patenterede den vendbare ur-kasse, som gjorde det muligt at vende uret på håndleddet, så den sårbare front blev gemt af vejen. De havde næppe forventet at de med introduktionen af den første serie firkantede Reverso ure i 1931, havde designet hvad der senere skulle vise sig at blive et Art Deco ikon.

Konstruktionen er siden blevet videreudviklet og forfinet, så den også er blevet vandtæt. I dag findes en bred vifte af Reverso modeller i forskellige størrelser og med alt lige fra simple til de mest komplicerede værker. Med fremkomsten af det mere robuste safirglas og den fornyede interesse for finere horologi, er grundtanken med en massiv bagkasse røget lidt i baggrunden på de fleste modeller, til fordel for et kig til ur-værket eller et ur med to skiver og flere komplikationer.

Billedet er af Jaeger-LeCoultre Reverso Squadra Hometime. Squadra serien, som blev lanceret i 2006, er den hidtil største Reverso serie, ur-kasserne måler (L X B) 50,5 x 34,9 mm. Udtrykket er dermed mere markant end den oprindelige og langt mindre Reverso, som i øvrigt blev gen-introduceret i 2011. Fornøjelsen ved at betjene den vendbare ur-kasse og kvalitets fornemmelsen generelt, går igen på alle modellerne.

Jaeger-LeCoultre Reverso

 

Se udvalget af: Jaeger-LeCoultre ure til salg

Historien om: Jaeger-LeCoultre

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Jaeger-LeCoultre
 

Udgivet i Skriv en kommentar

Patek Philippe udstilling i København

Jeg følte mig som et lille barn i en kæmpe legetøjsbutik, da Hvelplund i går bød velkommen til deres imponerende Patek Philippe udstilling, der løb af stablen tirsdag og onsdag i Moltkes Palæ i indre København.

Som inkarneret ur-entusiast med et tikkende hjerte for Patek Philippe’s mange fantastiske kreationer, var det svært ikke at lade sig rive med af begejstring. Udvalget af modeller var righoldigt og opgivet til hele 150 stk. af arrangørerne. Flere af nyhederne havde heldigvis fundet vej til glasmontrene i det stemningsfulde og sobre Moltkes Palæ. Atmosfæren var afslappet og imødekommende og jeg fik rig mulighed for at fotografere og kigge nærmere på herlighederne.

Patek Philippe udstilling i København
Klik på billedet for at se flere i høj opløsning













Det meget omdiskuterede pilotur ref 5524, delte montre med et par manuelle ref 5170 kronograf ure, med henholdsvis hvid og sort skive. Ref 5524 overraskede positivt, selvom det lettere rustikke udtryk i mine øjne stadig kræver lidt tilvænning. Den velkendte Patek Philippe konservatisme, kombineret med et frisk pust i form af en blank sort skive, var rigtig vellykket på ref 5170. Der var en hel montre spækket med Nautilus ure, herunder den nye ref 5990 med kronograf og GMT visning. Det er lykkedes Patek Philippe på fornemmeste vis at udforme knapperne til styringen af GMT funktionen, så de virker som en naturlig erstatning af Nautilus kassens venstre flange. Et utroligt lækkert såkaldt “sports-ur”. Den noget mere elegante, og for mit vekommende velkendte nyhed, ref 5960 i stål med samme kronograf-værk, men med årskalender, var at finde i en montre med mere komplicerede modeller. Et ur som virkelig overrasker positivt, når man ser og fornemmer kvaliteten i virkeligheden. Sidst men bestemt ikke mindst, bød ref 5270 med kombinationen af det nye manuelle in-house kronograf-værk og evighedskalender, op til dans. Jeg har et lidt anstrengt forhold til skive designet på flere af de tidligere 5270 modeller, men med denne var jeg bjergtaget af hele uret som helhed.

Mit tikkende ur-hjerte håber, at der i fremtiden kommer flere udstillinger af denne slags.
 

Se udvalget af: Patek Philippe ure til salg

Historien om: Patek Philippe

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Patek Philippe