Udgivet i Skriv en kommentar

Patek Philippe Nautilus 5980/1A-001

Patek Philippe Nautilus 5980/1A-001
Klik på billedet for at se flere i fuld opløsning


Det ikoniske Patek Philippe Nautilus 3700 så dagens lys i 1976, som et modspil til Audemars Piguet’s Royal Oak 5402, som udkom 4 år tidligere. Begge ure blev designet af Gerald Genta og talrige ure baseret på det velkendte og unikke design, er sidenhen blevet udgivet i en lind strøm med varierende succes.

Den nu udgåede Patek Philippe Nautilus 5980/1A-001, er et enestående godt eksempel på hvordan en nyfortolkning af det oprindelige design skal skrues sammen. Designet er velkendt, men alligevel også radikalt anderledes end det oprindelige Nautilus 3700. Uret er udstyret med et automatisk og integreret kolonnehjulsstyret kronograf værk. Trykknapperne til kronografen er placeret på traditionel vis på hver side af kronen og aflæsningen af denne sker kl. 18 på nederste halvdel af urskiven. Designet fremstår nytænkende, helstøbt og helt som sit eget, og således ikke blot som endnu en nyfortolkning af et ikon. Uret holder den sædvanlige høje standard for Patek Philippe. Der er kredset for alle detaljer fra inderst til yderst. Urkassen og den integrerede lænke er et helt kunstværk i sig selv.

Det var næppe tilfældigt at Patek Philippe valgte at introducere deres nye automatiske kronografværk med Nautilus 5980/1A-001 i 2006, 30-års dagen, for Nautilus 3700. Uret er allerede en klassiker og det forstår man godt. Spørgmålet er om det ikke også har potentialet til at blive et ikon…
 

Se udvalget af: Patek Philippe ure til salg

Historien om: Patek Philippe

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Patek Philippe
 

Udgivet i Skriv en kommentar

Patek Philippe 5960/1A

Patek Philippe 5960/1A
Klik på billedet for at se flere i fuld opløsning


Patek Philippe opfattes af mange, som værende meget konservative. Allerede inden nye modeller når ud til forhandlerne, diskuteres de på sociale medier på baggrund af billeder fra nettet i en måske tvivlsom kvalitet. Debatten kan blive enddog ganske ophedet, hvis uret, som danner grundlag for debatten ikke lige lever op til firmaets gængse og konservative design filosofi.

Netop derfor har Patek Philippe 5960/1A, været genstand for megen debat. Firmaet har da også bevæget sig lidt væk fra det konservative design univers og forsøgt at appellere til et yngre publikum. Noget som ikke nødvendigvis huer entusiasten. Jeg har lige siden introduktionen været meget begejstret for uret, som efter min opfattelse er et meget vellykket design og et frisk pust, uden at man er i tvivl om at der er tale om et Patek Philippe ur. Begejstringen skyldes dog i mindst ligeså høj grad urværket, som bør få mundvandet til at løbe på enhver entusiast med respekt for sig selv. Det er et af de ure, som først rigtigt kommer til sin ret, når man står med det i hånden – eller endnu bedre har det omkring håndleddet.

Nu snart fire år efter introduktionen, lader det til at flere har fået øjnene op for uret og det skal blive spændende at se hvordan uret opfattes om 10-20 år.
 

Se udvalget af: Patek Philippe ure til salg

Historien om: Patek Philippe

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Patek Philippe
 

Udgivet i Skriv en kommentar

Jaeger-LeCoultre Duometre Chronographe

Jaeger-Lecoultre Duometre Chronographe
Klik på billedet for at se flere i fuld opløsning



Et ur fra Jaeger-LeCoultre er altid noget ganske særligt, men med Duometre serien er de gået et skridt eller to videre i forhold til deres mere gængse modeller.

Urværkerne er sædvanen tro for Jaeger-LeCoultre udviklet og produceret in-house og Duometre modellerne har ikke blot et, men hele to fjederhuse. “Dual-Wing” konceptet går ud på at urets komplikation får sit eget dedikerede fjederhus, så urets præcision ikke kan blive påvirket i negativ retning. Emnet for dette blog indlæg, den limiterede Duometre Chronographe, er en perfekt repræsentant for konceptet, da netop især brugen af kronografen i mere konventionelle ure, påvirker både urets præcision og gangreserve negativt.

Man er ikke et sekund i tvivl om at her er tale om high-end horologi når det er bedst. Det er tydeligt at finishen har fået et ordenligt løft i forhold til Jaeger-LeCoultre’s mere prisoverkommelige ure. Prisskiltet er måske ikke helt på niveau med de øvrige “tunge drenge” i klassen, men det er konstruktionen og finishen til gengæld. Kombinationen af værkbroer i tysk sølv, blånede skruer og røde rubinlejer, altsammen forarbejdet med den største akkuratesse, er et betagende syn.
 

Se udvalget af: Jaeger-LeCoultre ure til salg

Historien om: Jaeger-LeCoultre

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Jaeger-LeCoultre
 

Udgivet i Skriv en kommentar

Patek Philippe 5170J

Patek Philippe 5170J
Klik på billedet for at se flere i fuld opløsning


Der er en helt enestående aura omkring den hæderkronede urfabrikant Patek Philippe og deres ure. Det forstår man godt med tanke på deres netop veloverståede 175 års jubilæum, med et vælg af imponerende bedrifter i samme periode indenfor horologiens fornemmeste kunst.

Patek Philippe er blandt meget andet kendte for deres kronograf ure og vi var mange der var begejstrede, da afløseren for det smukke Lemania baserede værk, blev afløst af det teknisk overlegne manuelle in-house kronograf værk. Urværket rummer en række innovative og patenterede løsninger og hele herligheden er designet, så den giver ejeren den helt rigtige oplevelse af betjeningen af urets funktioner og samtidig giver det særlige sug i maven, når urværket skal beundres igennem bagkassen af safirglas. Her er ingen nemme løsninger.

Det er højst sandsynligt med et strejf af ærefrygt, hvis muligheden byder sig og man første gang betjener et Patek Philippe 5170. Man kan ikke andet end imponeres over hvor lækkert det hele føles. Alt lige fra spændet til værket er gennemført lækkert og kronograf knapperne giver lige præcis den rigtige modstand og uret reagerer prompte på betjeningen. Friheden for rotoren tillader et uhindret kig ind til det imponerende maskinrum. Her findes myriader af fine detaljer, forarbejdet efter alle kunstens regler. Selvom døde ting ingen sjæl har, så må et ur som dette alligevel være det nærmeste vi kommer.
 

Se udvalget af: Patek Philippe ure til salg

Historien om: Patek Philippe

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: Patek Philippe
 

Udgivet i Skriv en kommentar

A. Lange & Söhne Datograph

A Lange Soehne Datograph Flyback Platinum 403035
Klik på billedet for at se flere i høj opløsning





Velkommen til FineTime’s blog om ure. Første indlæg er en præsentation af det ultimative kronograf ur, et A. Lange & Söhne Datograph Flyback i platin. Lidt af en ønske start!

Uret er ligeså imponerende den dag i dag, som da det rystede ur-verdenen ved lanceringen i 1999. Det nyudviklede værk er enestående flot forarbejdet og indeholder en række spændende tekniske raffinementer. En sendrig anordning samler energi sammen og sørger for at kronografens minutviser springer præcist et minut frem, hver gang kronografens sekundviser runder et minut. Den særlige A. Lange & Söhne specialitet, den forstørrede dato funktion, er perfekt placeret og danner sammen med de øvrige detaljer et smukt og overskueligt skive layout. Man fornemmer at det ikke har været nødvendigt at gå på kompromis, netop fordi værket er udviklet til Datograph’en.

Datograph’en er et af de ure der skal opleves, billeder og lange beskrivelser fortæller kun den halve sandhed. Magien ved at stå med uret i hånden og beundre de mange fantastiske detaljer og den særlige fornemmelse af kvalitet, skal opleves!
 

Se udvalget af: A. Lange & Söhne ure til salg

Historien om: A. Lange & Söhne

Se: Bloggen om ure

Yderligere info findes her: A. Lange & Söhne